Driften af MitID er officielt ikke længere hos nordiske Nets.

I stedet er den digitale id-løsning nu officielt røget på franske hænder.

Således skriver det franske selskab IN Groupe i en pressemeddelelse, at milliardaftalen med Nets, der blev underskrevet i november sidste år, endelig er gået igennem.

Mere konkret betyder aftalen, at IN Groupe overtager ansvaret for driften og videreudviklingen af MitID og de øvrige eID-tjenester.

Den digitale identifikationsløsning vil dog stadig have en strejf af dansk islæt.

MitID vil stadig være ejet af MitID-partnerskabet – bestående af Digitaliseringsstyrelsen på vegne af den danske stat og Finans Danmark på vegne af de danske banker.

Prisen løber op i underkanten af en milliard kroner.

MitID er enormt udbredt hos danskerne.

Ifølge tal fra Digitaliseringsstyrelsen har 98 procent af danskerne over 15 år oprettet et MitID og appen bruges op mod en milliard gange om året.

Foruden Danmark overtager IN Groupe også ansvaret for MitID i Norge og opretter i forbindelse med overtagelsen nye kontorer i både København, Aarhus og Oslo.

IN Groupe er et fransk selskab specialiseret i fremstilling af digitale løsninger og identitetspapirer som for eksempel pas og id-kort.