50 mennesker bliver fyret fra Wismo Group, der indtil for nylig hed K.W. Bruun Import.

Det skriver Motor-magasinet ifølge MobilityWatch.

Wismo Group, der er en af landets største bilkoncerner, har gennemført fyringsrunden sidste uge, fredag.

De 50 medarbejdere, som både er fra Danmark og Sverige, svarer til cirka 10 procent af den samlede stab hos selskabet. 

Ifølge Motor-magasinet valgte Adam Wenzel Holm, direktør for mærkerne Citroën, DS, Jeep, Fiat og Alfa Romeo hos Wismo Group at stoppe samme dag som fyringsrunden.

Han ønsker ikke at kommentere sin fratrædelse.

K.W. Bruun Import ændrede som bekendt navn i slutningen af 2024 i forbindelse med et opkøb. Ifølge The Wall Street Journal måtte man af med otte milliarder kroner for den danske familievirksomhed K.W. Bruun Import.

Størstedelen af virksomheden blev solgt til britiske Global Auto Holdings.

Maria Bruun-Lander er fjerde generation i virksomheden, og hun indrømmer, at salget giver anledning til både glæde og vemod.

»Selvom Global Auto Holdings er det helt rigtige match for virksomheden og de ambitiøse vækstplaner, så er det naturligvis ikke uden vemod, at vi efter 110 års ejerskab nu har valgt at overdrage førersædet til en ny ejer,« siger hun i pressemeddelelsen, hvor hun også understreger, at hun er stolt over firmaets vækst og udvikling.

Det var hendes oldefar, der i sin tid grundlagde firmaet.

Hendes far, bestyrelsesformand Andres Karl Bruun, døde kort efter, at salget var en realitet.