7.600 kroner i gennemsnit per medarbejder.
Så stor er den bonus, som en række heldige – og dygtige – medarbejdere i Jysk-butikkerne kan se frem til.
I afdøde Lars Larsens dyneimperium er der nemlig tradition for at lade medarbejderne få del af kagen, når det går godt for virksomheden.
I regnskabsåret 2023-24 har der været fremgang i omsætningen i 95 ud af 115 butikker, og det udløser en bonus på i alt 8,3 millioner kroner.
Det betyder, at medarbejderne i de 95 butikker i gennemsnit får 7.600 kroner per næse.
Beløbet er større end sidste år, hvor JYSK i alt udbetalte salgsbonus for 6,7 millioner kroner, skriver Jysk-koncernen i en pressemeddelelse.
»Vores medarbejdere knokler hver dag ude i butikkerne for at levere Danmarks bedste kundeservice, og derfor er det kun naturligt, at de også bliver belønnet, når vi går frem på omsætning. De har fortjent hver en krone,« siger Bo Viktor Andersen, Country Director for JYSK Danmark.
Det er dog ikke kun de ansatte i butikkerne, der har gjort det godt.
Jysk udbetaler også bonus til medarbejderne på distributionscenteret i Uldum, der ligger mellem Horsens og Billund.
Her bliver medarbejderne målt på flere forskellige parametre, der handler om sikkert arbejdsmiljø og effektivitet i forhold til at pakke paller og lastbiler så godt som muligt.
Her er der i det afsluttede regnskabsår udbetalt bonus for i alt 5,5 millioner kroner til de godt 600 medarbejdere, hvilket svarer til et gennemsnit per medarbejder på 8.600 kroner.
