Enten hader eller elsker man dem.
Den lille grønne syltede agurk i McDonald's-burgere.
Men nu deler kæden altså et helt nyt initiativ på deres app, der ifølge kæden skal gavne alle.
Nemlig en så kaldt 'pickle-bank'.
Det har i lang tid været muligt at fravælge den syltede agurk, når man lagde sin bestilling i restauranten.
Men nu er der en helt ny plan for de fravalgte pickles. Nemlig at de ender i den nyoprettede bank, hvor selverklærede pickle-elskere kan få gavn af dem.
'Når du fjerner pickles fra din bestilling, bliver de lagt i Pickle-Banken i stedet for at gå til spilde,' skriver McDonald's og tilføjer:
'Pickle-elskere kan derefter hente ekstra pickles direkte fra banken og tilfredsstille deres syrlige cravings (trang, red.).'
Ifølge opslaget på appen, vil de syltede agurker blive fordelt over hele landet.
Hvad der hidtil er sket med de fravalgte agurker, fremgår ikke af nyheden.
Ligeledes fremgår det ikke, hvornår initiativet går i luften, eller hvordan det helt konkret vil forløbe.

