Om tre uger kan Malou Aamund sandsynligvis kalde sig formand for Matas.
For bestyrelsen har indstillet den erfarne erhvervskvinde til posten, hvor hun nu står til at afløse Lars Vinge Frederiksen, der i april meddelte sin afgang.
Han kalder sin formodede efterfølger for »en stærk kandidat«.
»Malou har omfattende erfaring med ledelse af virksomheder med fokus på digital udvikling, kunder og forbrugerforståelse – kompetencer, der er vigtige for den fortsatte udvikling af Matas Group i hele Norden,« siger han:

»Bestyrelsen er overbeviste om, at Malou med sit strategiske udsyn og sin ledelseserfaring vil bidrage til at styrke koncernen til gavn for kunder, medarbejdere og aktionærer
Malou Aamund har tidligere været direktør for Google Danmark og Microsoft, mens hun i de senere år som professionelt bestyrelsesmedlem har været repræsenteret hos flere store selskaber, tidligere DSV og Widex og i dag Kirkbi og Lego Fonden.
Og hos Matas.
»De seneste syv år er virksomheden blevet en digital og nordisk leder,« siger Malou Aamund selv i en pressemeddelelse:
»Jeg ser frem til at bygge videre på vores stærke position og arbejde for, at vi bliver de nordiske kunders foretrukne destination for skønhed og sundhed, og vi når vores mål om en omsætning på 10 milliarder kroner i 27/28.«
I seneste regnskab – offentliggjort i sidste uge – havde Matas en omsætning på 8,4 milliarder kr. i Danmark, Sverige, Norge og Finland, mens overskuddet var på 282 millioner kroner.
Går alt efter planen, vil hun bliver valgt til bestyrelsesformand for Matas på generalforsamlingen 16. juni.

