Magasin er blevet ramt af et hackerangreb.

Det bekræfter stormagasinet i en mail til de omkring 1,4 millioner medlemmer af kundeklubben Goodie.

'For få dage siden tilegnede uautoriserede personer sig adgang til visse af Magasins it-systemer og gjorde disse utilgængelige for os ved kryptering af dele af systemerne,' skriver Magasin i mailen, der landede i Goodie-medlemmernes indbakke natten til onsdag.

Magasin understreger, at kundernes kreditkortoplysninger ikke er omfattet af sikkerhedsbruddet, men flere af Goodie-medlemmernes andre oplysninger er derimod blevet kompromitteret. 

'Vi har dog konstateret, at sikkerhedsbruddet kan omfatte følgende oplysninger om dig: navn, kontaktoplysninger, adresse, købshistorik og øvrige oplysninger tilknyttet din Goodie-profil,' skriver Magasin.

Derfor kommer stormagasinet med en klar opfordring til de mange medlemmer af kundeklubben:

For de oplysninger, der er omfattet af sikkerhedsbruddet, kan benyttes til at gøre phishing-forsøg mere troværdige. 

'Det er derfor vigtigt, at du forholder dig kritisk overfor de beskeder, e-mails og telefonopkald, som du modtager. Det gælder særligt, hvis du bedes om at foretage dig noget specifikt, eksempelvis foretage en bankoverførsel,' skriver Magasin og fortsætter:

'Sørg for at verificere en afsenders identitet og vær skeptisk overfor links.'

Slutteligt opfordrer stormagasinet alle kunderne til at ændre adgangskoden til deres Goodie-profil.

Ifølge Magasin fortsætter driften af stormagasinerne og webshoppen. 

Også Magasins hjemmeside og Goodie-appen er uberørt af hackerangrebet, som ifølge Magasin begrænser sig til 'visse af vores it-systemer'.

Sikkerhedsbruddet er meldt til både politiet og Datatilsynet.

Magasin arbejder stadig på at genetablere adgangen til de systemer, der blev ramt at hackerangrebet.