Fodboldmastodonten Liverpool FC har indgået et nyt samarbejde med en dansk virksomhed.
Der er tale om den danske forhandler af fodboldudstyr Unisport, der udvider det allerede eksisterende samarbejde med fodboldklubben.
Helt konkret betyder den nye aftale, at Unisport skal åbne to officielle Liverpool FC butikker i København og Oslo.
Det skriver klubben på sin hjemmeside.
»Vi er glade for at fortsætte vores succesfulde partnerskab med Unisport, som er en nøglespiller i at levere LFC's detailoplevelse til vores tilhængere i Skandinavien og Centraleuropa.«
»Vores globale fanbase er utrolig vigtig for os, og dette samarbejde sikrer, at vi kan bringe LFC tættere på vores tilhængere, uanset hvor de befinder sig,« siger Lee Dwerryhouse, der er senior vice-president i salgsafdelingen ved klubben.
De to nye butikker skal åbne i 2025 og vil bringe Liverpools samlede antal butikker på verdensplan op på 20.
Aftalen mellem Unisport og fodboldklubben gælder i fem år, skriver de i pressemeddelelsen.
Her fremgår det videre, at man kan købe officielt fodboldtøj og merchandise i de kommende butikker, der ikke vil sælge andre produkter.
I juni måned 2024 solgte kapitalfonden Nordic Capital Unisport til konkurrenten R-Gol.
Unisport blev etableret i Danmark i 1995. Firmaet blev købt af Nordic Capital i 2015 og opererer i dag i flere europæiske lande som eksempelvis Tyskland og Frankrig.
