Lego Fonden har valgt ny bestyrelsesformand
Agnete Kirk Kristiansen overtager posten fra sin bror, Thomas Kirk Kristiansen.

Agnete Kirk Kristiansen overtager posten fra sin bror, Thomas Kirk Kristiansen.

Lego Fondens bestyrelsen har valgt Agnete Kirk Kristiansen som ny bestyrelsesformand.
Det skriver Lego Fonden i en pressemeddelelse.
Hun overtager formandsposten fra sin bror, Thomas Kirk Kristiansen, som i stedet indtræder som næstformand. De er repræsentanter for fjerde generation af Kirk Kristiansen-familien, der ejer Lego koncernen.
Agnete Kirk Kristiansen har været næstformand i Lego Fonden siden 2023. Og tirsdag valgte bestyrelsen hende som den femte formand for fonden siden grundlæggelsen i 1986.
- Det er en stor ære for mig at tiltræde som formand for Lego Fonden og videreføre fondens vigtige arbejde. Siden den blev etableret for 40 år siden, har Lego Fonden haft en helt særlig plads i vores familie og været central for vores ambition om at sikre alle børn muligheden for at trives og udvikle sig.
- Jeg er stolt over at kunne bidrage til fondens arbejde og være med til at føre den videre, siger hun i pressemeddelelsen.
Skiftet på formandsposten sker, året efter at Agnete Kirk Kristiansen tiltrådte som bestyrelsesformand for den almennyttige fond Ole Kirks Fond.
Med overgangen udvider Kirk Kristiansen-familien yderligere sit engagement og aktive ejerskab på tværs af fjerde generation, lyder det.
Thomas Kirk Kristiansen har været formand for Lego Fonden siden 2016.
/ritzau/