'Kids Coolshop' i Viby, der ligger syd for Aarhus, sælger Pokémon-kort i stor stil. 

Men legetøjsbutikken bøvler gang på gang med tyve, der begår indbrud i legetøjsforretningen for at stjæle samleobjekterne.  

Og nu får det desværre konsekvenser for butikken, lyder det i et Facebook-opslag.  

»Fra dags dato vil vi kun have få eksemplarer af hvert Pokémon-produkt på hylderne. Ligesom vores kontanter vil alle Pokémon-produkter blive fjernet hver aften af sikkerhedshensyn.«

Indtil videre er det ifølge opslaget lykkedes for tyvene at bryde igennem hærdet glas, gitrer og fastboltet inventar.

Det nye tiltag er derfor nødvendigt. 

»Det betyder selvfølgelig lidt ekstra arbejde, men vi nægter at overgive os til de – undskyld sproget – røvhuller, der står bag,« skriver butikken.