Fastansatte på erhvervsmediet dagbladet Børsen kan se frem til at få økonomisk del i, at mediet det seneste år har løftet omsætning og bundlinje.

Det skriver Børsen i en pressemeddelelse i forbindelse med mediets årsregnskab for 2025, der er offentliggjort onsdag.

Dagbladet har sidste år omsat for 334,2 millioner kroner, hvilket er fire procent mere end året forinden, mens driftsresultat før finanser landede på 55,7 millioner.

Resultatet er fratrukket overskudsdeling, som udbetales til alle fastansatte på Børsen på knap 4000 kroner per fuldtidsansat, skriver mediet.

Avisens administrerende direktør, Jesper Buchvald, kalder årsregnskabet for det stærkeste "regnskab for Børsen i mange år".

- Fremgangen er skabt, fordi vi på stort set alle forretningsområder har formået at løfte os og gøre det endnu bedre end tidligere, siger han i meddelelsen.

/ritzau/