De fleste vil nok gerne køre grønnere, men det er tydeligvis de færreste, der vil betale for det.

Det må Finn Bjarne Poulsen sande. Han er salgsansvarlig for Biofuel Express i Danmark, der står bag en ny tankstation på Nordfalster, hvor man kan tanke biodiesel.

Og trods tankstationen ligger tæt på motorvejsafkørslen til Nørre Alslev, er der blot fire-fem kunder om dagen.

Det siger Finn Bjarne Poulsen til TV2 Øst.

Årsagen til de manglende besøg skal formentlig findes i den høje pris.

En liter biodiesel – også kaldet HVO – koster nemlig omkring 27 kroner.

»Jeg kan se, at den seneste, der tankede, har fået 41 liter HVO på tanken for 1.122 kroner. Det er jo noget af en udskrivning, vil jeg gerne indrømme. Hvis det havde været dieselolie, så havde prisen været under det halve,« siger Finn Bjarne Poulsen.

Finn Bjarne Poulsen tilføjer, at det kan være svært at få helt almindelige forbrugere til at smide så mange penge efter en fyldt – men grøn – tank.

Derfor henvender tankstationen sig primært til virksomheder, som har fået pålagt at køre grønnere.