Kommunaldirektør i Varde Kommune, Henning Haahr Pedersen, var blot ansat i ti måneder, inden han 10. april blev afskediget af kommunens byråd.
Men Henning Haahr Pedersen går ikke tomhændet derfra. Han får nemlig i alt 3,2 millioner i fratrædelsesgodtgørelse, skriver DR, der har fået aktindsigt i sagen.
Ifølge en ekspert i økonomistyring er det helt normalt at få en godtgørelse i millionstørrelsen, når du bliver fyret i denne type job.
»Det er helt sædvanligt. Det er dyrt, fordi lønniveauet for kommunaldirektører er højt, og så er der standardvilkår på seks måneders fratrædelse og et års fratrædelsesgodtgørelse, hvilket er helt normalt for den her type job,« siger professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh til mediet.
Fyringen af kommunaldirektøren er ifølge en pressemeddelelse, der blev sendt ud 3. april, kommet, da 'økonomiudvalget ønsker en anden profil til den fremadrettede ledelse af kommunen.'
Ifølge kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, tyder forløbet dermed på, at der for nyligt er sket noget, der har ødelagt samarbejdet.
Det har ikke været muligt at få en mere præcis begrundelse til afskedigelsen af Henning Haahr Pedersen.
Borgmester Mads Sørensen (V) har ikke ønsket at kommentere fyringen eller fratrædelsen over for DR. Den nu tidligere kommunaldirektør, Henning Haahr Pedersen, er ikke vendt tilbage på deres henvendelse.
Henning Haahr Pedersen kom fra en stilling som kommunaldirektør i Odder Kommune, hvor han besad stillingen i ni år.

