Det kostede en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner, da Fødevarestyrelsen kom forbi en populær restaurant på Frederiksberg.

Det var 18. december, at Fødevarestyrelsen aflagde besøg ved Sticks N Sushi på Gammel Kongevej og gjorde et særdeles klamt fund.

For i restaurantens lagerlokale fandt myndighederne en 'massiv forekomst' af potespor og ekskrementer fra rotter, der efter alt at dømme har været i lokalet i over et døgn.

I samme kælderlokale opbevarede restauranten sække med ris, eddike, vaniljesukker, sodavand, tallerkener samt en massiv mængde FKM – fødevarekontaktmaterialer, der kan være alt fra emballage til produktionsudstyr.

Det fremgår af Fødevarestyrelsens kontrolrapport, at der var potespor på støvede overflader, reoler, stole, udstyr, omkring ældre friturer og på malerbøtter.

Der var desuden en lugt af kloak.

Fem dage senere – 23. december – kom Fødevarestyrelsen forbi Sticks N Sushi igen, og denne gang kunne restauranten modtage en glad smiley.

Det var nemlig lykkedes restauranten at bringe forholdene delvist i orden og lukke lagerlokalet af.