Kendt iværksætter med nyt initiativ: De hyldes som rockstjerner - men er ofte ensomme
Martin Thorborg vil med ny klub bekæmpe selvstændiges ensomhed.

Martin Thorborg vil med ny klub bekæmpe selvstændiges ensomhed.

Den kendte iværksætter og administrerende direktør i selskabet Dinero, Martin Thorborg, har kastet sig ud i et nyt initiativ.
Det hedder Kollegaklubben.
Helt konkret skal Kollegaklubben være en hjælp for selvstændige og iværksættere, der føler sig ensomme.
Ifølge en ny undersøgelse lavet af Dinero, har 64 procent af de selvstændige nemlig oplevet ensomhed det seneste år.
»Iværksættere bliver ofte hyldet som rockstjerner, fordi de går deres egne veje, tager chancer og vælger friheden. Det er en skønsang, som ofte er korrekt. Men den kommer ofte med en pris, nemlig at man sidder alene med ansvar, tvivl og store beslutninger, og det kan være ensomt,« lyder det fra Martin Buch Thorborg i en pressemeddelelse.
Martin Thorborg var i 1995 medstifter af søgemaskinen Jubii, som blev solgt for et trecifret millionbeløb i 2000, og siden har han startet flere andre virksomheder, udgivet bøger og medvirket i tv-programmer.
Det er dog ikke for at tjene penge, at Kollegaklubben bliver oprettet.
Planen er, at Kollegaklubben laver fem gratis events i 2026, hvor selvstændige kan mødes, dele erfaringer og opbygge relationer.
»Vi vil skabe et uformelt fællesskab, hvor selvstændige kan spejle sig i hinanden og gå derfra med et større netværk,« siger Martin Thorborg og slutter:
»Vores ambition er, at halvdelen af deltagerne går hjem med en kaffeaftale skrevet i kalenderen indenfor den næste måned. Vi håber, at flere selvstændige opdager, at de godt kan skabe noget selv uden at være alene.«