Kaos efter ur-lancering: Politiet måtte bruge tåregas
Folk stod i kø i flere døgn for at få fingrene i det nye luksusur, men det endte i massekaos

Folk stod i kø i flere døgn for at få fingrene i det nye luksusur, men det endte i massekaos

Det udviklede sig hurtigt fra eksklusiv ur-lancering til regulært kaos.
Politiet måtte endda bruge tåregas i Paris mod omkring 300 mennesker, mens slagsmål og tumult brød ud i flere storbyer.
Det skete, da tusindvis af mennesker strømmede til Swatch-butikker for at købe det nye »Royal Pop«-ur, skriver The Guardian.
Uret er lavet i samarbejde mellem Swatch og luksusmærket Audemars Piguet, og flere havde stået i kø i dagevis for at få fingrene i det.
I London formåede folk endda at presse sig forbi vagter.
Også i Milano, Manchester og New York blev der meldt om slagsmål, skubberi og kaotiske scener.
Flere købere fortalte samtidig, at de købte urene alene for at videresælge dem til enorme overpriser online.
Efter kaosset har Swatch nu opfordret kunder til ikke at »storme« butikkerne.
Indtil videre har de dog følt sig nødsaget til at lukke butikker i Manchester, Liverpool, Amsterdam og Utrecht ned af sikkerhedshensyn.