Juleaftensdag kan være ekstremt travl i køkkenet med gryder i kog og både and og flæskesteg i ovnen.

Men nu vælger flere og flere vælger at slippe madlavningen helt og spise ude i julen i stedet. 

Det fortæller direktør for brancheorganisationen Horesta, Jeppe Møller-Herskind, til TV 2 Kosmopol

»Vi ser en stigende tendens i, at folk gerne vil ud og spise hos vores medlemsvirksomheder i julen,« siger han til mediet.

Blandt andet fortæller hoteldirektør for Scandic Falkoner, Jørgen W. Frederiksen, at hotellets julekuverter hurtigt blev udsolgt.

Ifølge ham kommer størstedelen af gæsterne fra den aldersgruppe, hvor man ikke længere har hjemmeboende børn.

Også hos Munkebo Kro på Fyn kan man mærke interessen for julekuverterne. 

Ejer Finn Ejebjerg Rasmussen fortæller til TV 2 Fyn, at kroen - til hans store overraskelse - har solgt hele 360 kuverter til juleaften.

»Jeg tror, det handler om tid. Mange vil hellere bruge juleaftenen sammen med familien end at stå i køkkenet hele dagen,« siger han til mediet. 

Tendensen er dog ikke uden udfordringer. Ifølge Horestas direktør kan det være svært at skaffe tilstrækkeligt personale til juledagene.