»I virkeligheden er det historien om en ret betydelig succes, der brister.«

Sådan lyder det fra Berlingskes erhvervskommentator, Thomas Bernt Henriksen, oven på nyheden om, at restaurantkæden Jensens Bøfhus lukker efter 41 år. I stedet overtager konkurrenten Bone's restauranterne.

Ifølge Thomas Bernt Henriksen startede Jensens Bøfhus som en folkelig restaurant, der klarede sig godt. Han forklarer, at restaurantkæden fik skabt en fortælling om at være et hyggeligt, godt og folkeligt sted, hvor kvaliteten og prisen var god.

»Men man må sige, at fra det tidspunkt, hvor det begynder at gå ned, der lander en spøgefugl ud i det, som jo virkelig er det værste, der kan ske for sådan en kæde. Hele deres image og omdømmet om restaurantkæden bliver lige så stille svækket og slået i stykker,« lyder det fra erhvervskommentatoren.

Det skyldes blandt andet, at Jensens Bøfhus i 2014 fik medhold i, at fiskerestauranten Jensens Fiskehus fra Sæby skulle fjerne 'Jensens' fra deres navn.

Senere, i 2018, gik en række fynske rigmænd – heriblandt Torben Østergaard-Nielsen – ind i restaurantkæden i et forsøg på at redde den.

Som bekendt er Torben Østergaard-Nielsen indblandet i Nordic Waste-skandalen, hvilket også har fået negative konsekvenser for Jensens Bøfhus, forklarer erhvervskommentatoren.

»Det bliver nærmest en lavine af dårlige nyheder og negativ spiral, som så ender dér, hvor det ender nu, hvor det er en anden kæde, Bones, der kører det videre,« siger Thomas Bernt Henriksen og fortsætter:

»Så det er virkelig fortællingen om en stærk virksomhed, hvor fortællingen pludselig knækker, og hvor den her negative omdømmespiral bliver ved i så lang tid, at danskerne aldrig forelsker sig igen i Jensens Bøfhus, som de gjorde engang.«

Erhvervskommentatoren understreger samtidig, at når en virksomhed ramler ind i en negativ spiral, så kan det være utroligt svært at slippe ud af igen.

Hvad er det Bones, der også er en dansk restaurantkæde, gør anderledes – siden de nu kan overtage Jensens Bøfhus’ restauranter?

»Bones er jo i virkeligheden det samme folkelige koncept. Det, der gør Bones interessant, er, at det er en dansk kæde, der spiller på fortællingen om det amerikanske,« siger Thomas Bernt Henriksen og fortsætter:

»Danskerne vendte Jensens Bøfhus ryggen, men nu er Bones trådt ind i stedet for. Det er lidt det samme, men der er det her lille fine amerikanske navnetwist.«

Ifølge erhvervskommentatoren lever Bones videre på det folkelige koncept, som Jensens Bøfhus iscenesatte i sin tid – men med en lidt anden iscenesættelse.

Han forklarer samtidig, at restaurantnavnet harmonerer med, at danskerne i høj grad associerer det at spise hos en restaurantkæde med amerikanske restauranter.

Selvom det har været en nedadgående spiral for Jensens Bøfhus, så synes Thomas Bernt Henriksen alligevel, at det er trist, at det, der startede som en succes, der var forankret i den danske hygge, skal slutte på den måde.

»Man kan sige, at ingen har savnet restauranten, for ellers var folk jo kommet der de sidste mange år, hvor virksomheden har været ramt af tilbagegang og krise,« siger han til slut.

Ifølge erhvervskommentatoren viser Jensens Bøfhus de udfordringer, der kan være ved kæder, hvor det kan være svært at bevare succesen.