Temus indtog på markedet har vakt opsigt og skaber bekymring for fremtiden.
I hvert fald hvis man spørger Trine Hansen, der står bag webshoppen Party In A Box. Det skriver TV 2 Østjylland.
Iværksætteren udtaler sig på baggrund af tal fra Dansk Erhverv, der viser, at danskerne i den grad har taget Temu til sig.
»Det her er et stort problem, og jeg tror kun, vi har set toppen af isbjerget. Hvis det fortsætter, vil danske webshops og danske virksomheder dreje nøglen om,« siger Trine Hansen.
Tallene viser, at hver tredje danske forbruger handler hos den kinesiske webshop Temu.
Og fire ud af ti Temu-kunder gør det mindst en gang om måneden. Ifølge Dansk Erhverv bliver Temu kun overgået af Zalando herhjemme.
»Vi vidste godt, at Temu er stormet frem, men jeg havde alligevel ikke regnet med, at det var så voldsomt,« siger E-handelsdirektør i Dansk Erhverv, Niels Ralund, og fortsætter:
»Det er simpelthen uhørt, at de på så kort tid er gået fra ukendt til næsten at indhente Zalando.«
Og på sigt frygter Trine Hansen, at hun mister kunder på baggrund af unfair konkurrence. Blandt andet fordi, at danske og europæiske virksomheder skal leve op til en række sundhedsmæssige EU-love, der sikrer, at forbrugernes produkter er sikre.
Det skal Temu også. Men ifølge Forbrugerrådet Tænk, som har undersøgt en række Temu-produkter, så er det ikke tilfældet.
»Hvis man forestiller sig en ring rundt om EU, så skal der inde i cirklen være operatører, som har ansvaret for, at kravene bliver overholdt. Sådan er det ikke med Temu, fordi der ikke er nogen at stille til ansvar, og det er blandt andet derfor, at de kan sælge produkterne så billigt,« har Betina Schiønning, der er fagchef for produktregulering og håndhævelse i Dansk Erhverv, sagt til B.T.
B.T. har tidligere rakt ud til Temu, for at høre om de selv mener, at de har en uretfærdig konkurrencefordel.
Det valgte de ikke at svare direkte på, men skrev i stedet:
»Temus lave priser er baseret på, at tilbyde køb direkte fra producenten, og dermed skære fordyrende mellemled bort. Vi sikrer, at produkterne lever op til reglerne i EU og Danmark. Vores konkurrencedygtige priser stammer fra reducering af omkostninger, ikke kompromis på krav eller kvalitet.«
I juni blev det besluttet, at Temu skulle underlægges strengere EU-regler, hvilket betød, at de skal gøre 'deres bedste' for at sikre, at der ikke bliver solgt ulovlige eller farlige produkter via deres platform.
»Temu bliver underlagt strammere regler, men de er stadigvæk ikke underlagt samme regler, som danske og europæiske handelsvirksomheder, der importerer varer fra 3. lande. Det er i vores øjne urimeligt, og det er derfor, vi siger, at det er et stort og vigtigt skridt, men det er langt fra nok. Derfor fortsætter vi kampen for, at Temu skal konkurrere på samme vilkår,« udtalte Betina Schiønning i juni.
B.T.s madekspert Thomas Castberg er gæst i denne omgang af podcasten 'Spar Kassen'. Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at trykke play herunder.
