Efter mere end et årti som direktør i Illum fratræder Jeanette Aaen sin stilling. 

Christian Lorenz Petersen, der siden 2019 og til nu har været driftsdirektør i modeplatformen Miinto, overtager posten. 

Jeanette Aaen stopper som direktør.  Foto: Thomas Lekfeldt

Det skriver DetailWatch. 

Jeanette Aaen har selv valgt at sige op, men fortsætter i bestyrelsen. 

Det københavnske stormagasin er ejet af den thailandske detailkoncern Central Group, som Chirathivat-familien står bag. Familien ejer også britiske Selfridges, tyske KaDeWe og italienske Rinascente. 

Udskiftningen hos Illum kommer i kølevandet på en længere periode med økonomiske udfordringer, blandt andet havde stormagasinet et underskud i 2025 på 46,8 millioner kroner, mens omsætningen steg med 6,8 procent til 466,9 millioner. 

Derudover skriver mediet, at Illum siden Central Groups overtagelse i 2013 har oparbejdet et samlet underskud på mere end én milliard. 

Christian Lorenz Petersen er ikke den eneste ændring, der er sket. 

I september blev Renown Rinao Dejudom, der tidligere har været direktør for forretningsudvikling i det tyske stormagasin KaDeWe, som er ejet af Central Group, indsat som ny bestyrelsesformand.

Renown Rinao Dejudom afløste Sean Christopher Hill, der havde været tilknyttet Illum i mere end ti år.