Beskeden popper frem, hvis man klikker sig ind på den store, danske Apple-forhandlers hjemmeside.

»Humac er den 13. august 2026 trådt i rekonstruktion og holder derfor midlertidigt lukket,« lyder det:

»Det betyder, at det i øjeblikket ikke er muligt at foretage nye køb på Humac.dk eller i vores butikker.«

Bum.

Udmeldingen kommer efter, at selskabet for kun få uger siden præsenterede endnu et stort underskud.

Helt præcis var minusset på 27 millioner kroner for 2025, som det seneste regnskab altså viste.

En rekonstruktion betyder, at man forsøger at redde hele eller dele af virksomheden. Det kan eventuelt ske via et salg. Eller en omlægning af virksomheden.

Men det kan også ende i en decideret konkurs, hvis en løsning ikke kan falde på plads.

På Humacs hjemmeside fremgår det, at ordrer – der måtte være gennemført –  »snarest muligt« vil »blive håndteret i overensstemmelse med de nærmere regler og vilkår herfor«.

»Vi opdaterer Humac.dk, så snart der er nyt om situationen,« står der:

»Vi beklager de gener og den usikkerhed, som rekonstruktionen måtte medføre, og takker for jeres forståelse i den forbindelse.«

Der er 14 Humac-butikker i Danmark.