Det sjællandske firma Safety Solutions Denmark har netop landet en stor aftale med et legendarisk stadion.

De skal levere produktet 'crowd control', der er et sikkerhedsnet, som tidligere er blevet brugt i pokalkampen mellem Brøndby og Holbæk B&I i 2015.

Nu skal produktet hele vejen til England, hvor det skal installeres på Wembley Stadium i det nordlige London, skriver TV2 Øst.

Produktet bliver beskrevet som et netsystem, der ikke kan vælte eller forceres – det er derfor ikke muligt at klatre i det, da det giver efter for kropsvægten.

»Vi er stolte af og glade for, at vores netsystem er blevet valgt til at løse Wembley Stadiums behov for crowd control uden for stadion,« siger administrerende direktør Peter Skjold Jensen fra Safety Solutions Denmark i en pressemeddelelse ifølge mediet.

»Vi er helt sikre på, at med denne løsning er Wembley Stadium klædt godt på til at modtage og guide de mange publikummer ind på stadion uden tilsvarende tumultariske scener fra 2021.«

Wembley Stadium har plads til 90.000 personer og har gennem årene huset nogle af de største begivenheder – tre finaler i Champions League, De Olympiske Lege, Madonna og en mindekoncert for prinsesse Diana.