Heidi Feldt undrede sig, da der i weekenden tikkede en besked ind på hendes Facebook-profil.

Beskeden var fra en bekendt, som hun ikke havde været i kontakt med siden sin barndom, og den var sådan set meget betænksom:

»Hun spurgte mig, om jeg havde det godt. Jeg fattede ingen mistanke, for det kunne jo være, hun lige ville høre, om mine forældre stadig er i live eller lignende,« fortæller 51-årige Heidi Feldt til B.T.

Men herefter tog samtalen en drastisk drejning, som fik alarmklokkerne til at ringe hos Heidi.

»Hun spørger mig, om jeg er klar over, at jeg har nogle penge til gode hos et eller andet selskab, jeg aldrig nogensinde har hørt om.« 

»Her ved jeg, at der er noget rablende galt,« uddyber Heidi Feldt.

Den sidste besked kommer med et tilhørende link, som Heidi Feldt udmærket er klar over, at hun ikke skal trykke på. Og det er her, hun bliver overbevist:

Profilen er falsk, og linket, hun heldigvis ikke trykkede på, er led i et svindelnummer.

Her ses et udpluk af de beskeder Heidi Feldt modtog fra den falske Facebook-bruger.
Her ses et udpluk af de beskeder Heidi Feldt modtog fra den falske Facebook-bruger. Privat

Hun blokerer profilen og melder den med det samme til Facebook og oplyser, at den enten er blevet hacket eller falsk.

Deres efterfølgende svar satte dog hendes pis i kog.

»Jeg blev simpelthen så harm. De sender mig bare den samme gamle autogenererede omgang og afviser min anmeldelse,« fortæller Heidi Feldt.

Afvisningen, som B.T. har set, begrundes med, at Facebook har gennemgået samtalen og vurderet, at beskederne ikke overtræder deres retningslinjer.

Og det gør Heidi Feldt vred og bekymret. Hun har haft flere oplevelser, hvor hun har anmeldt lignende profiler, og hun oplever ikke, at Facebook tager dem seriøst.

»Jeg tænkte 'sig mig en gang, det er simpelthen for galt'. Der er jo så mange ældre mennesker, der også har Facebook – mine egne forældre inklusiv – som ikke kender den form for svindel og ville falde i med begge ben,« siger Heidi Feldt.

Svindelmetoden, som Heidi blev forsøgt udsat for, kaldes phishing og er, når nogen forsøger at narre personer til at udlevere personlige oplysninger som adgangskoder eller kreditkortnumre – ofte ved at sende mails eller beskeder, som er designet til at se ægte ud.

Heidi Feldt anerkender, at Facebook formentlig modtager tusindvis af den slags anmeldelser hver dag, og at de ikke kan tage alle henvendelser lige seriøst – men sådan burde det ikke være, mener hun.

»Hvis man vælger at have så stor en platform, burde man også prioritere, at det er sikkert for brugerne.«

»Jeg tør ikke tænke på, hvor mange lignende profiler, der bliver brugt til lignende svindelnumre, og så kan man jo ikke tørre det af med, at det er under bagatelgrænsen – det går jo ud over mange mennesker,« siger Heidi Feldt.

Hun har efterfølgende været i kontakt med kvinden - hvis billeder og navn var blevet udnyttet - og hendes døtre og underrettet dem om, at de bør hjælpe deres mor med at anmelde profilen, så hun ikke senere bliver anklaget for svindlen.

B.T. har forholdt Heidi Feldts kritik af Facebook til det sociale medies nordiske chef, Martin Ruby.

Han henviser til Metas pressemail - her har B.T. heller ikke fået svar.