Det findes i Sverige, England og en lang række andre europæiske lande, men ikke i Danmark. 

Nu skal der for første gang herhjemme – ifølge folkene bag – åbnes en helt ny type lavprisbutik.

Kæden hedder Hi five, og den åbner første butik fredag i Kalundborg. Hi five er et datterselskab til butikskæden Harald Nyborg.

»Det er virkelig spændende at starte noget op på den her måde,« siger Erling Daell, der er bestyrelsesformand for Harald Nyborg-koncernen og en af idémændene bag Hi five.

»Jeg har svært ved at sove om natten, fordi det er så spændende. Jeg ved, vi sikkert nok skal nå det hele, men alligevel så kribler det,« fortsætter han i et interview med B.T.

Erling Daell mødte ved en spøjs tilfældighed Bent Holm, nu administrerende direktør i Hi Five, og et væddemål om 'Friends'-stjernen Courteney Cox blev startskuddet til det nye forretningseventyr. Noget, du kan læse mere om længere nede i artiklen.

For resultatet blev her knap tre år senere, at der skal åbne en butik, som Daell og Holm siger ikke findes lige sådan her i landet.

Her vil store butikker tilbyde kunderne produkter til hjem, party, hobby, husholdning, leg, kosmetik, accessories, tøj og andet. Alt sammen under samme tag.

Bent Holm var crossfit-træner for Erling Daell i et center på Vesterbro, da de fandt ud af, de havde mere tilfælles end at løfte tunge ting.
Bent Holm var crossfit-træner for Erling Daell i et center på Vesterbro, da de fandt ud af, de havde mere tilfælles end at løfte tunge ting. Foto: EDC Erhverv Poul Erik Bech

'Hi five bliver en sammensmeltning af detailkoncepter som Poundstrectcher i England, Rusta, ÖoB og Dollarstore i Sverige, Normal, Jysk, Søstrene Grene og Harald Nyborg,' lyder det i pressematerialet.

»Der mangler et koncept i Danmark i stil med de store butikker, der allerede findes flere steder i Europa, som byder på et bredt udvalg til knaldgode priser,« udtaler Bent Holm ifølge en pressemeddelelse fra Hi Five.

»I Sverige alene er der flere koncepter af den type butikskæder, der tilsammen har 300 til 400 butikker. Når det fungerer i resten af Europa, vil det sandsynligvis også fungere i Danmark.«

Bent Holm kender konceptet indgående, for han har været direktør for Dollarstore i Sverige. Han er blevet kåret som årets handelsmand i Sverige, ligesom han også har erfaring fra det engelske marked.

Hi Five-butikkerne får en størrelse som dem, de danske forbrugere kender fra Harald Nyborg.

Hvem skal være nervøse over, I kommer til det danske marked? Er det Bilka eller Normal eller andre?

»Jeg tror ikke, der er nogen, der skal være nervøse. Overlapninger i sortiment vil kun udgøre mindre procentdele for de andre kæder,« siger Erling Daell til B.T, og uddyber:

»Tværtimod kan det være interessant, hvis vi ligger tæt på nogle af de her kæder, for så kan vi trække forskellige kunder til.«

Nu starter I jo en ny type butik set med danske øjne. Risikerer I ikke, at der ikke er et marked for det i Danmark?

»Jo, det er klart, at man altid løber en risiko, når man prøver noget nyt, men hvis man ikke satser, så sker der ikke noget. Vi tror dog stenhårdt på Hi five«

Erling Daell fik for mange år siden tanken, at man kunne lave den her type butik i Danmark. 

Det var i en periode, hvor han også arbejdede i Sverige. Her var han i gang med at rulle Harald Nyborg ud i nabolandet, og det store arbejde med den opgave gjorde, at det blev ved tanken.

Indtil han så en dag – igen hjemvendt til Danmark – stødte på Bent Holm, der var træner i hans lokale crossfitcenter i København. Det var tilbage i 2022.

Det var her, den førnævnte Friends-stjerne kom ind i billedet.

De to havde god kemi, og en dag kom de til at tale om Bruce Springsteen og sangen 'Dancing in the Dark,' som spillede under timen.

»Jeg holdt på, at det var Springsteens kommende kone Patti Scialfa, der kom op på scenen og dansede i musikvideoen, og Bent sagde, det var 'Friends'-stjernen Courteney Cox.«

Det skulle vise sig, at det var Bent Holm, der løb med sejren, men det ødelagde ikke den gode stemning. Tværtimod.

Snakken gik, de to havde god kemi, og da Erling Daell skulle finde kontaktinfo for at betale, hvad han skyldte for væddemålet opdagede han, 

»Jeg vidste jo udmærket, hvem Bent Holm var, for vi var i Sverige på samme tidspunkt, og jeg havde hørt om ham, men jeg havde ikke lige forstået, at det var den Holm, fordi det var en helt anden setting,« siger Erling Daell.

Daell husker ikke, hvem der først nævnte muligheden for en ny type kæde. Det var dog noget, som ret hurtigt kom op.

Nu åbner første butik i Kalundborg fredag, og inden året er omme, skal der åbne en butik mere i Slagelse.

Hvad drømmer du om, der skal ske med Hi Five de næste fem år?

»At vi åbner så mange butikker som muligt,« lyder det fra Erling Daell.

Hvad er egentlig mest irriterende i et supermarked? Er der nogen grund til at drikke plantedrikke? Thomas Castberg giver sine kontante svar i den seneste udgave af Spar Kassen.

Lyt med på Spotify, Apple Podcast eller herunder: