Et voldsomt hackerangreb har haft gigantiske økonomiske omkostninger for britiske Marks & Spencer.
Onsdag lyder det fra den eksklusive britiske kæde af stormagasiner, at tabet løber op i lige omkring 136 millioner pund.
Altså svimlende 1,15 milliarder kroner, ifølge Sky News.
Det skyldes, at de digitale systemer gennem længere tid var særdeles hårdt ramt, efter at hackerne slog til i april.
Eksempelvis fungerede selskabets webshop ikke igen i før i juni – og først i august var det igen muligt at bruge den såkaldte 'click and collect'-funktion.
Det gik i dén grad ud over salget, og Sky News skriver, at det forventede overskud for første halvår i 2025 er blevet udraderet på grund af angrebet.
Marks & Spencer får omkring 850 millioner kroner af tabet dækket af forsikringen, lyder det dog.
Også andre britiske firmaer som Co-Op, Jaguar Land Rover og Harrods blev på samme tid ramt af hackerangreb.

