Gik gennem helvede: Nu forgyldes Afrikas rigeste midt i krigen
Europæerne spiller for alvor en stor rolle i at fylde Aliko Dangotes pengetank op.

Europæerne spiller for alvor en stor rolle i at fylde Aliko Dangotes pengetank op.

Han brugte ti år og mere end 130 milliarder kroner.
Undervejs blev projektet ramt af forsinkelser, budgetkaos og hård kritik.
Men nu har Iran-krigen gjort Aliko Dangotes gigantiske satsning til en regulær guldgrube.
Det skriver The Wall Street Journal.
Den nigerianske milliardærs formue er siden årsskiftet vokset med 4,86 milliarder dollar, hvilket svarer til knap 32 milliarder kroner.
Ifølge Bloomberg Billionaires Index er Afrikas rigeste mand nu god for omkring 229 milliarder kroner.
Forklaringen ligger uden for Nigerias største by, Lagos.
Her står rigmandens enorme olieraffinaderi, som nåede fuld kapacitet i februar.
Anlægget producerer benzin, diesel og flybrændstof uden at skulle sende varerne gennem det konfliktramte Hormuzstræde.
Mens krigen har rystet de globale energimarkeder, er produktionen på raffinaderiet steget med mere end 70 procent i år.
Siden april har anlægget ifølge S&P Global været verdens største eksportør af flybrændstof.
»Dangote er en stor vinder af konflikten i Mellemøsten. Det er virkelig god timing, at raffinaderiet nu er oppe at køre,« siger Afrika-økonom David Omojomolo fra Capital Economics til The Wall Street Journal.
Vejen til milliardgevinsten har dog været brutal.
Rigmanden har selv fortalt, at han måtte »gå gennem helvede« for at få raffinaderiet bygget.
Projektet blev omkring ti år forsinket, og prisen endte på mere end det dobbelte af det oprindeligt forventede.
Nu vil milliardæren udnytte medvinden.
Planen er ifølge The Wall Street Journal at børsnotere raffinaderiet i Nigeria senere i år til en værdi på mindst 50 milliarder dollar.
Samtidig vil Dangote fordoble kapaciteten til 1,4 millioner tønder om dagen og bygge endnu et raffinaderi i Kenya.