»Vi har fundet og løst problemet.«

Sådan lyder meldingen i en ny story på Instagram fra Casper Drømme, der for nylig åbnede sin egen burgerbar i København.

Men de første dage har ikke helt været uden problemer. Efter fredagens premiere har hans nye burger-biks nemlig været tvunget til at holde lukket både mandag og tirsdag. 

»Vi har været nødt til at holde lukket, fordi strømmen driller os,« lød forklaringen fra den populære fastfood-influencer.

Men nu er der altså nye boller på suppen, for ifølge den nye Instagram-story fra Casper Drømme, så kan burgerbaren igen slå dørene op torsdag fra klokken 15-21.

»Medmindre vi får udsolgt,« som han tilføjer.