Forbrugerombudsmanden har politianmeldt Salling Group, som ejer Bilka, Føtex og Netto.
Det skyldes, at man i flere supermarkeder ikke har skjult tobaksprodukter, som man skal.
»Tobaksreklamelovens totale forbud mod at vise tobaksprodukter er vedtaget for ikke at friste særligt børn og unge,« udtaler Forbrugerombudsmand Torben Jensen i en pressemeddelelse:
Han tilføjer:
»Lovgiver har dermed ønsket at sende et klart signal om, at brug af tobak og tobakssurrogater er stærkt sundhedsskadeligt. Derfor har vi også fundet det nødvendigt at politianmelde Salling Group for ikke at sørge for, at alle tobaksprodukter er ude af syne for kunderne.«
Cigaretter og andre tobaksprodukter – herunder nikotinposer – må dermed ifølge tobaksreklameloven ikke være synlige for kunderne i supermarkeder, kiosker, købmænd og på andre salgssteder.
Ifølge Forbrugerombudsmanden ligger tobaksvarerne i flere af Salling Groups supermarkeder på hylder med plastikforhæng, som kan trækkes for.
»I 15 tilfælde var plastikforhængene dog trukket fra i længere tid, og det er ulovligt og fører nu til Forbrugerombudsmandens politianmeldelse,« lyder det i pressemeddelelsen.
Sagen udspringer af en klage over et af Salling Groups supermarkeder, som Sikkerhedsstyrelsen modtog i januar i år.
Klagen blev sendt videre til Forbrugerombudsmanden, som siden har undersøgt den nærmere.

