Flere banker er fredag ramt af massive, tekniske udfordringer.

Der er tale om både AL Sydbank, Jyske Bank, Kreditbanken, Djursland Bank, SJF Bank, Skjern Bank, Ringkøbing Landbobank og Nordjyske Bank – hvor der alle steder er problemer på flere platforme.

Både i net- og mobilbanker.

Fælles for bankerne er, at de får leveret software fra Bankdata – og det er her, der er problemer, oplyses der på selskabets hjemmeside.

»Bankdata har fredag generelle driftsforstyrrelser,« lyder det:

»Det medfører sporadiske problemer med at logge ind på net- og mobilbank samt i nogle tilfælde at foretage kortbetalinger for kunderne i vores medlemsbanker.«

Og videre fremgår det fra Bankdata, at » fejlen er lokaliseret til vores leverandør JN Data, og vi arbejder intensivt i samarbejde med dem på at løse problemet«.

»Vi beklager de gener, dette medfører for kunderne i vores medlemsbanker,« skriver Bankdata.

Hos alle banker fremgår problemerne på hjemmesiderne.

Eksempelvis står der flere steder enslydende beskeder om, at der er »generelle problemer i Net- og Mobilbanken«.

Ingen steder nævnes en præcis tidshorisont for en løsning.