Finanstilsynet fortæller på sin hjemmeside, at Saxo Bank har accepteret en administrativ bøde på 313 millioner kroner som følge af, at selskabet tidligere ikke opfyldte hvidvaskreglernes krav om tilstrækkelig indhentning af oplysninger om sine kunder.
Finanstilsynet skriver:
'Ved udmålingen af bøden har Finanstilsynet tillagt det vægt, at virksomheden under sagen har medvirket til sagens opklaring og har gjort tiltag for genopretning af forholdet for så vidt angår indhentning af oplysninger om formål og tilsigtet beskaffenhed.'
'Bøden er desuden nedsat som følge af bankens soliditet. På denne baggrund er bøden fastsat til 313.000.000 kr.'
I en kommentar til bøden siger Kim Fournais, der er administrerende direktør og stifter af Saxo Bank:
»Saxo Bank har siden inspektionen i maj 2023 foretaget en lang række strategiske og operationelle tiltag og investeret signifikant i forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering, herunder forbedring af processer, procedurer og rapportering på en lang række områder.«
»Compliance med alle gældende love, regler og bestemmelser i de markeder, hvor Saxo Bank opererer, er af højeste prioritet.«
