HH1 – som tidligere hed Hjarnø Havbrug A/S – er gået konkurs.

Det sker et halvt år efter, at virksomheden modtog en historisk dom.

Det skriver TV 2 Østjylland. Statstidende oplyser, at HH1 blev taget under konkursbehandling ved Skifteretten i Horsens 17. maj.

I december 2023 blev Hjarnø Havbrug A/S, som virksomheden hed dengang, idømt bøde på 20 millioner kroner og fik konfiskeret 125 millioner kroner.

Det skete, efter at Hjarnø Havbrug i årevis havde produceret flere fisk, end det er tilladt i Horsens Fjord – med forurening af området omkring Horsens Fjord som følge.

Ifølge anklageren i den historiske sag indebærer det en risiko for, at der er sket alvorlig skade på havmiljøet som følge af forhøjede udledninger af fosfor og kvælstof fra Hjarnø Havbrugs fisk.

Sagen mod havbruget begyndte at rulle, da lystfiskere ved østkysten pludselig begyndte at fange sølvlaks i stor stil tilbage i 2017.

De kom fra havbruget, som også er fundet skyldig i at have udsat den ikke hjemmehørende art, selv om man kun havde tilladelse til at producere ørreder.

Det var i perioden 2013-2018, Hjarnø Havbrug producerede flere fisk, end det er tilladt i havet i Horsens Fjord.

Sociale medier flyder over med profiler om privatøkonomi og sparetrick – men hvor meget kan du reelt spare? Det ser vi nærmere på i podcasten Spar Kassen, hvor vi blandt andet får en udregning, der viser, hvordan du kan spare 23.000 kroner om året.