Snart skal det være slut med at købe et franskbrød eller en thebirkes hos Allé Konditoriet på Valby.

Bageriet skriver tirsdag på Facebook, at det lukker 29. juni 2025.

»Efter mere end 26 fantastiske år siger vi farvel og tak for den store opbakning,« lyder det blandt andet i et opslag.

»Det har været en ære at være en del af jeres hverdag«.

Charlotte Køhn, som har drevet bageriet med sin mand Peter, forklarer til KøbenhavnLiv, at det var nødvendigt at lukke.

»Min mand har været syg i nogle år og har ikke haft mulighed for at være i butikken,« lyder det, »gennem det sidste stykke tid har vi måttet trylle for at få tingene til at fungere«.

Efter en årrække, hvor det ene surdejsbageri efter det andet er dukket op i København, forklarer ejeren til KøbenhavnLiv, at Allé Konditoriet ikke har formået at følge med tiden. Som eksempel nævner hun, at man har insisteret på at have 14 forskellige rundstykker.

Allé Konditoriet oplyser på Facebook, at nye ejere har overtaget lokalerne, og »forretningen vil genopstå i ny og moderne form«.