Meget mere Emmerys.

Det bliver målet for den danske bagerkæde i de kommende år.

Til Børsen fortæller direktør Shahriar Bakhshpour, at man mere præcist har planer om at åbne tre-seks nye bagerier/butikker om året frem til 2028.

I år er der eksempelvis allerede kommet to nye adresser til.

Og det har bragt totalen op på 34 butikker i Danmark, og de er hovedsageligt placeret i Storkøbenhavn (og Roskilde) samt i Aarhus, hvor det begyndte i 1897.

Det er dog ikke umuligt, at der i fremtiden kan blive tale om helt nye steder. 

»Lige nu har vi fokus på vores eksisterende byer, men det kan godt være, at vi om nogle år kommer frem til, at det er for svært at finde de rigtige lokationer, og at vi derfor retter blikket mod nye byer,« siger Shahriar Bakhshpour til Børsen.

I senest regnskab havde Emmerys et overskud på lige over seks millioner kroner.