Elselskaber fylder hos Forbrugerombudsmanden
Forbrugerombudsmanden fik sidste år 585 klager over elselskaber, og det er en af de brancher, som fylder mest i myndighedens sagsmapper.
Forbrugerombudsmanden fik sidste år 585 klager over elselskaber, og det er en af de brancher, som fylder mest i myndighedens sagsmapper.
Forbrugerombudsmanden har travlt med at holde elselskaber, der forsøger at løbe om hjørner med lovgivningen, i ørerne.
Tre elselskaber er i løbet af sidste år blevet politianmeldt for at have foretaget uanmodede telefonopkald til og for vildledning af forbrugere.
Den uafhængige myndighed, der fører tilsyn med, at virksomheder overholder markedsføringsloven og anden forbrugerbeskyttende lovgivning, har i august offentliggjort årsberetning for 2025. I årsberetningen gennemgår Forbrugerombudsmanden de sager, som myndigheden har haft i løbet af året, og her fylder elselskaberne en stor del af de 138 sider.
Det fremgår bl.a., at to af de politianmeldte selskaber har accepteret bøder på henholdsvis 400.000 og 700.000 kr.
Dertil har Forbrugerombudsmanden været ude at indskærpe reglerne for en række elselskaber, der bl.a. har gemt oplysninger om tillæg og gebyrer af vejen på hjemmesiden, har haft ulovlige opsigelsesgebyrer eller har ringet forbrugere uanmodet op.
”Så det fylder en del hos os, og det har det løbende gjort gennem årene,” siger forbrugerombudsmand Torben Jensen til EnergiWatch.
Han fortæller, at ud af i alt 8034 klager, som Forbrugerombudsmanden har modtaget i 2025, handlede 585 om energiselskaber.
”Hvor vi på andre områder inden for Forbrugerombudsmandens område ofte ser, at de samme typer sager, der går igen, kan man sige, at for elselskaberne er det en noget bredere palet af overtrædelser, vi ser,” siger Torben Jensen.
Ulovligt telefonsalg, udtrædelsesgebyrer, vildledende markedsføring og overførsel af kunder uden samtykke er blot nogle af eksemplerne på sager, som Forbrugerombudsmanden fører mod elselskaber.
Også siden nytår har Forbrugerombudsmanden måttet bruge kræfter på elselskaber. En gennemgang af Forbrugerombudsmandens pressemeddelelser fra 2026 viser, at Forbrugerombudsmanden har skredet til politianmeldelser af to elselskaber i år.
Det drejer sig om Enly A/S, som Forbrugerombudsmanden mener har foretaget uanmodede telefonopkald til og for vildledning af forbrugere, og Energi+, som Forbrugerombudsmanden mener ikke har oplyst forbrugerne ”klart og forståeligt” om et månedligt gebyr på 33,34 kr. Enly A/S oplyste i en pressemeddelelse, at selskabet ikke er enig i Forbrugerombudsmandens vurdering, og man nu ser frem til at få prøvet sagen ved domstolene.
Antallet af sager med elselskaber går lidt op og ned, men har generelt fyldt meget på Forbrugerombudsmandens bord de seneste seks år. I 2020 fik myndigheden af i alt 8571 klager 811 henvendelser om elselskaber.
”Langt de fleste gør det, de skal, og retter ind. Og så er der en lille gruppe af brodne kar. Altså nogen, som er lidt svære at få tag i, hvor der skal andre midler til.”
Han nævner, at elselskaber har ringet forbrugere op og påstået, at de ringede fra et andet selskab, og har lokket forbrugernes CPR-numre ud af dem. Desuden er der elkunder, der har oplevet at være blevet flyttet fra et elselskab til et andet, uden at have vidst det eller givet samtykke til det.
”Det er ikke sager, hvor man på nogen måde kan klandre forbrugerne,” siger Torben Jensen og fortsætter:
”Der er nogle operatører på markedet, der ikke burde være der. Så jeg synes, at hovedansvaret for den udvikling, vi har set, ligger hos elselskaberne.”