Et el-selskabet er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden.

Det meddeler sidstnævnte i en pressemeddelelse.

Politianmeldelsen skyldes, at Forbrugerombudsmanden vurderer, at Vest Energi uberettiget har kontaktet forbrugere, og at selskabet i flere tilfælde har overtrådt vildledningsforbuddet.

Blandt andet har el-selskabet kontaktet forbrugere for at sælge et produkt eller en ydelse uden at have fået samtykke til det fra forbrugerne, hvilket er ulovligt.

Vest Energi ringede til 56 forbrugere, som ikke havde givet samtykke til kontakt, i perioden november 2023 til juni 2025.

Formålet med opkaldene var at få forbrugerne til at skifte elselskab, og i 34 tilfælde brugte sælgerne salgsargumenter, som ifølge Forbrugerombudsmanden overtrådte vildledningsforbuddet.

Eksempelvis lovede sælgerne store besparelser uden at kende til forbrugernes nuværende aftale eller forbud, og dermed havde sælgerne ikke noget sammenligningsgrundlag.

Nogle forbrugere blev også fortalt, at de betalte for meget til deres nuværende elselskab, og at Vest Energi var kåret til Danmarks billigste elselskab.

Ifølge Forsyningstilsynets prisportal er Vest Energis produkter dog blandt de dyreste på markedet.

I flere tilfælde udgav sælgerne fra Vest Energi sig ligeledes for at være fra forbrugernes nuværende elselskab, at Vest Energi havde indgået et samarbejde med forbrugernes selskab, eller at selskabet var solgt til Vest Energi.

Alle sammen oplysninger i strid med sandheden.

»Virksomheder må ikke ringe til forbrugere, hvis ikke de udtrykkeligt har givet samtykke til det. Det forbud har Vest Energi groft tilsidesat, og elselskabets sælgere har desuden brugt salgsargumenter, som ikke har haft hold i virkeligheden. Derfor har jeg nu politianmeldt Vest Energi,« siger forbrugerombudsmand Torben Jensen.