Hvis Netflix' opkøb af konkurrenten Warner Bros. Discovery bliver godkendt af konkurrencemyndighederne, kan det ende med, at de danske kunder kan spare penge.

Sådan lyder forventningen fra medierådgiver og analytiker ved Copenhagen Future TV Claus Bülow Christensen.

Fredag blev det annonceret, at Netflix har lavet en aftale med Warner Bros. Discovery om at købe Warner Bros., herunder dets film- og tv-studier og streamingtjenesten HBO Max.

Claus Bülow Christensen spår i den forbindelse, at danske kunder med abonnement hos både Netflix og HBO Max fremover vil kunne spare på de månedlige abonnementer.

- Hvis man er hardcore streamingfan, har man både HBO og Netflix, og der vil man kunne finde en besparelse, siger han.

Men det kræver, at platformene lægges sammen til én.

Og det er endnu uvist, hvordan fremtiden ser ud i den forbindelse, men Netflix har annonceret, at selskabet vil kunne spare mindst to til tre milliarder dollar om året tre år efter opkøbet.

De penge regner Claus Bülow Christensen med, at Netflix finder ved at nedlægge streamingtjenesten HBO Max.

Og opkøbet vil ikke kun komme kunder med abonnement hos begge til gavn, lyder forventningen.

Hans vurdering er, at opkøbet kun i begrænset omfang vil føre til prisstigninger og dermed give kunderne mere indhold for lidt flere penge.

Samme forventning har redaktør på techmediet Flatpanels Rasmus Larsen.

- Jeg tror, at de vil holde sig til deres normale prisstigninger. De kan ikke tillade sig at hæve prisen helt vanvittigt, fordi der er så stor en konkurrence, siger han og pointerer, at konkurrencen ikke alene kommer fra andre streamingtjenester.

- Netflix har udpeget, at streamingtjenestens største konkurrenter faktisk er YouTube og gaming. Derfor begynder man også at kunne se spil på platformen, siger Rasmus Larsen.

Han understreger, at Netflix endnu ikke har meldt ud, at de vil lægge platformene sammen, men selskabets planer om besparelser kunne tyde på det.

- De vil kunne spare noget på lokaler, på servere og produktionsoptimering. Men planer om besparelser på to til tre milliarder dollar lugter af, at der er noget mere planlagt end det.

/ritzau/