Når der skal laves ønskelister til fødselsdage, jul, konfirmationer og andre store begivenheder, finder danskerne ofte Ønskeskyen frem.

Men fremover vil aldersgrænsen for nye brugere lyde på 15 år i stedet for 13.

Det skriver Ønskeskyen i en pressemeddelelse.

Det sker efter heftig kritik fra organisationer, eksperter og politikere.

Blandt andet understregede Datatilsynet overfor Politiken, at en tjeneste som Ønskeskyen »skal have børnenes forældres samtykke til at behandle deres data, når de er under 15 år«.

Dertil sagde Socialdemokratiets digitaliseringsordfører, Birgitte Vind, at hun forventede, at Ønskeskyen ville rette ind.

Det ville shopping-platformen dog ikke. I hvert fald ikke i første omgang.

»Den pågældende bestemmelse om 15-års-grænsen (i lovgivningen, red.) finder ikke anvendelse i Ønskeskyens tilfælde, da vi har såkaldt legitim interesse i at behandle personoplysninger også i alderssegmentet 13-14 år under særligt hensyn til målgruppen, jf. vores privatlivspolitik herom«, sagde Ønskeskyens juridiske chef til Politiken i september.

Og selvom aldersgrænsen nu alligevel er blevet hævet, mener Ønskeskyen fortsat, at den tidligere aldersgrænse på 13 år var inden for skiven.

Er du under 15 år, er det dog ikke helt umuligt at benytte Ønskeskyen.

Platformen har nemlig lanceret Kids Account, der er en profiltype, der skal give børn et mere »sikkert univers til at oprette og administrere ønskelister, altid under opsyn af en forælder eller værge«.

Kids Accounts begrænser muligheden for, at børn kan tilgå Ønskeskyens creator-univers (med influenter, red.), trendinglister og søgefunktion.

Derudover kan man ikke se eller følge venners ønskelister, og dermed hverken sammenligne eller interagere med andres ønsker.

Samtidig er adgangen til butikker og køb fjernet, så platformen udelukkende bruges til at oprette ønsker.