De ansatte i Jysk kan se frem til en tidlig julegave.

Virksomheden vil nemlig udbetale 20,3 millioner kroner i bonus.

Det svarer til et gennemsnit på 18.206 kroner per medarbejder.

Det skriver Jysk i en pressemeddelelse.

Bo Viktor Andersen, der er country director for Jysk Danmark, siger:

»Vi har igen haft et rigtig godt år i Jysk Danmark. Det skyldes ikke mindst vores fantastisk dygtige medarbejdere i vores butikker, som hver dag giver kunderne gode tilbud og en god service, så de har lyst til at komme igen.«

»Derfor er jeg også meget stolt af, at vi igen kan udbetale en bonus til medarbejderne. Det er fuldt fortjent.«

Butiksmedarbejdere i Jysk får bonus baseret på fremgangen i salget i den pågældende butik sammenlignet med året før. Bonusudbetalingen kan derfor variere fra butik til butik. I den enkelte butik får alle fuldtidsmedarbejdere inklusive elever en lige stor del af salgsbonussen.

Den største bonusudbetaling er på 40.000 kroner.