Det danske rejseselskab Trinus Rejser er erklæret konkurs. Det oplyser Rejsegarantifonden.
Det sker efter, at rejseselskabet blev politianmeldt, skriver Standby.dk.
Politianmeldelsen kom ifølge branchemediet fordi, Trinus Rejser fortsatte med at sælge rejser efter at være blevet slettet i Rejsegarantifonden.
Det lille onlinerejsebureau, som solgte rejser til store dele af verden, blev fjernet fra Rejsegarantifonden 27. februar efter at have været medlem siden 2018.
»Hvis du havde købt en pakkerejse hos selskabet i den periode, hvor det var registreret i fonden, og rejsen ikke bliver gennemført på grund af konkursen, kan du anmelde dit krav til Rejsegarantifonden,« skriver Rejsegarantifonden.
Har du derimod købt din rejse efter 27. februar, kan du ikke søge erstatning hos Rejsegarantifonden.
»Du skal kunne dokumentere betalingen af rejsen,« oplyser Rejegarantifonden til eventuelle kunder hos Trinus Rejser, som har købt en rejse før 27. februar, som ikke kan gennemføres på grund af konkursen.
Trinus Rejser havde været under tvangsopløsning siden den 1. juli.
Konkursen blev erklæret 13. august.
Advokat Henrik B. Sanders fra advokatfirmaet Mazanti-Andersen er udpeget som konkursboets kurator.
