Efter mere end 22 år i spidsen for Tivoli Friheden stopper Henrik Ragborg Olesen som administrerende direktør.

Det oplyser Tivoli Friheden i en pressemeddelelse og direktøren selv i et opslag på LinkedIn.

»Det hænger sammen med, at det er et krævende job. Jeg har været her i mange år, og det er en livsstil. Så det kunne være interessant at prøve et liv, hvor jeg ikke altid er på,« siger han til TV2 Østjylland.

Det er ikke bare et par år, som Henrik Ragborg Olsen har haft for bordenden i den populære forlystelsespark i Aarhus, men over to årtier.

Og da han i sin tid overtog posten tilbage i 2004, så var det egentlig først planen, at det skulle være i tre år, forklarer han til mediet:

»Men så blev jeg forelsket i Tivoli og fandt min hustru i Aarhus. I dag føler jeg mig som aarhusianer, selvom jeg er fra Aalborg.«

Når direktøren kigger tilbage på de mange år, det alligevel er blevet til, husker han blandt andet tilbage på koncepter som 'Fed Fredag', Hermans, Blomsterfestivalen.

Det var dog allerede i 2024, at Henrik Ragborg Olesen besluttede sig for, at han ville noget andet.

Han oplyser, at ejerne, der overtog Tivoli Friheden sommeren sidste år, nu vil se sig om efter den næste direktør.

Henrik Ragborg Olsen stopper som direktør ved udgangen af september.