Mike Dranov stopper som administrerende direktør i foreningen Coop amba, der blandt andet ejer halvdelen af dagligvarekoncernen Coop Danmark.
Det sker efter gensidig aftale med bestyrelsesformand Pernille Skipper, der selv stopper ved udgangen af 2025.
Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.
»Mikes erfaring og evner inden for strategi, transformation og ledelse samt hans netværk, har været aldeles vigtigt,« siger Pernille Skipper og fortsætter:
»Det kan ikke understreges nok, hvor loyal og afgørende han har været i den transformation, vi har været igennem det sidste halvandet år,« siger Pernille Skipper.
Mike Dranov erstattes af nuværende CFO i Coop amba, Thomas Finnerup, indtil en permanent afløser er fundet.
Pernille Skipper har allerede annonceret sin afgang i Coop amba, da familien er flyttet til USA.
Bestyrelsen og Landsrådet, som er foreningens højeste myndighed, er i gang med at finde en afløser, lyder det.
Det er som følge af disse ændringer, at bestyrelsen og Mike Dranov er nået frem til, at der fremover er brug for en anden profil i direktionen.
Sammen med andelsselskabet OK amba ejer Coop amba dagligvarekoncernen Coop Danmark og de cirka 900 Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen og 365discount-butikker.