Sidste sommer afholdt forlystelsesparken Tivoli Friheden arrangementerne 'Fed Fredag og 'Fed Lørdag' weekend efter weekend, hvor flere af landets største musikere spillede koncerter.
Selvom koncerterne var en succes, der tiltrak flere gæster til forlystelsesparken end forventet, var det dog langt fra alle gæster, der var tilfredse. Det skriver TV 2 Østjylland.
Det skyldes, at flere af koncerterne blev til så store trækplastre, at Tivoli Friheden måtte indføre pladsreservation på flere af dem. En beslutning, som mange af forlystelsesparkens koncertgæster har været utilfredse med.
»Vi modtog velbegrundede klager fra gæster, som havde en oplevelse af ikke at blive behandlet godt, fordi de skulle reservere billetter,« siger administrerende direktør i Tivoli Friheden, Henrik Ragborg Olesen.
På baggrund af klagerne er forlystelsesparken derfor gået i gang med at løse utilfredsheden ved at sikre bedre forhold for koncertgæsterne i den kommende sæson.
Det gør de blandt andet ved at ibrugtage et jordareal, der indtil videre ikke har været anvendt af forlystelsesparken.
Derved udvides antallet af pladser med 2000. Et antal, som Henrik Ragborg Olesen mener, vil komme problemet til livs, fortæller han til TV 2 Østjylland.
