Medarbejderne i nyfusionerede AL Sydbank skal igennem endnu en fyringsrunde inden for kort tid.

Det meddeler banken tirsdag.

I denne ombæring skal 84 ansatte afskediges, mens yderligere 50 vil få »væsentlige vilkårsændringer«.

AL Sydbank er en sammenlægning af Arbejdernes Landsbank, Sydbank og Vestjysk Bank, og det er nu tredje gang, siden sammenlægningen blev annonceret i oktober sidste år, at det koster stillinger.

Først blev »knap 10 medarbejdere« opsagt netop oktober, bekræftede banken og ver for FinansWatch.

I februar i år blev der så fyret 47 medarbejdere, mens yderligere 20 dengang ville få »væsentlige ændringer« i deres ansættelsesvilkår.

Dermed har fusionen nu kostet næsten 150 stillinger.

»I en fusion af denne størrelse er det desværre uundgåeligt, at vi må sige farvel til nogle af vores dygtige medarbejdere,« siger siger Mark Luscombe, administrerende direktør i AL Sydbank:

»Det er den svære del af processen, men vi bestræber os på at behandle alle vores medarbejdere ordentligt og hjælpe dem godt videre.«

Han understreger, at »omorganiseringer og tilpasninger træffes så hurtigt, som det er praktisk muligt, så medarbejderne ikke skal gå i uvished længere end allerhøjst nødvendigt.«

Det vil sige, at afskedigelserne og de »væsentlige vilkårsændringer« vil være effektueret i slutningen af marts.