Sygdom blandt personalet, færre besøgende og en alvorlig sygdom, der ramte flere papegøjer og mundede ud i høje dyrlægeregninger. En blanding, der pressede selskabet Papegøjeland ud i konkurs.

Det skriver JydskeVestkysten.

Det har ikke været den nemmeste tid for Papegøjeland. Et selskab, hvor besøgende kunne opleve mange forskellige og farverige papegøjearter helt tæt på. 

Men det er nu slut.

»Det hele er jo bare virkelig sørgeligt, for det er jo vores hjertebarn det her, vores dyr og vores børn. Det gør virkelig ondt, og vi er alle hårdt ramt,« fortæller Linda Rasmussen, der har været frivillig i Papegøjeland, til mediet.

Når man kigger på virksomhedens seneste årsregnskab, kan man godt se, at overskuddet var vendt fra plus til minus.

Faktisk fra 30.045 kroner til -51.731 kroner.

Selv inden konkursen mistede Papegøjeland hele ti papegøjer på en sæson. Seks af papegøjerne blev ramt af den dødelige bornavirus. En virus, der rammer nervesystemet og særligt de neuroner, der går direkte ned i mave-tarm-systemet. Helt konkret, så gør det, at fuglen bliver ved med at spise, men ikke kan optage føden.

Og når først virussen rammer, er der ingen vej tilbage.

Tidligere havde virksomheden også mistet fire papegøjer til en metalforgiftning.

Med hele konkursen taget i betragtning var der bekymring for, hvad der skulle ske med resten af papegøjerne, men de har alle fået et nyt hjem.

JydskeVestkysten har over flere dage uden held forsøgt at få kontakt til Gitte Mensel, der har været daglig leder i selskabet.