Sædding Centret blev opført i 1976 og var i mange år et handelsknudepunkt i det vestlige Esbjerg.
Nu er et endegyldigt farvel til det knap 50 år gamle shoppingcenter rykket tættere på.
Det skriver JydskeVestkysten.
Årsagen er en stor plan om at omdanne shoppingcentret til Sædding Havpark, som vil blive et nyt byområde med både boliger og butikker i Esbjerg V.
I en pressemeddelelse oplyser Coop Danmark og Bangs Gård, at de to parter nu er klar til at gå i gang med arbejdet via deres fælles selskab Udviklingsselskabet Sædding Havpark ApS, som står bag projektet med Sædding Havpark.
Den politiske behandling forventes indledt i Esbjerg Kommunes Plan-, By- og Lokalsamfundsudvalg allerede i begyndelsen af februar 2026.
Sædding Centret har de senere år haft svært ved at tiltrække kunder og har i dag en del tomme lejemål.
