Han har været i virksomheden i 16 år. De seneste otte som topchef.
Nu har Rovsings administrerende direktør, Hjalti Pall Thorvardarson, valgt at trække sig tilbage fra stillingen.
I en pressemeddelelse fra selskabet lyder det, at han nu skal »forfølge nye professionelle muligheder uden for rumfarts- og forsvarsindustrien«.
Videre lyder det, at han vil fortsætte i sin rolle frem til udgangen af maj i år.
Det vides endnu ikke, hvem der skal erstatte Hjalti Pall Thorvardarson.
Selv kalder han det et privilegium at have ledet selskabet gennem de seneste år, samt at have arbejdet med »et højt kvalificeret og engageret team i 16 år«.
»Jeg er stolt af de fremskridt, der er opnået i løbet af mine otte år som ceo, og jeg er fortsat fuldt engageret i at støtte en smidig overgang,« siger han videre.
Bestyrelsesformand Ulrich Beck takker den afgående topchef.
»På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne takke Hjalti for hans lederskab og betydelige bidrag til udviklingen af virksomheden, altid engageret og ambitiøs,« siger han blandt andet.
Hjalti Pall Thorvardarson startede som studentermedhjælper i den danske børsnoterede virksomhed Rovsing, der tester satellitter til store rummissioner.
Det vides ikke, hvor han nu skal hen.
