Hvis du nogensinde har drømt om at eje din egen bar eller bodega, er chancen her nu: Café Ålholm Bodega kan overtages for den nette sum af nul kroner.
Siden 1926 har der været skænket kolde pilsnere over disken i den 180 kvadratmeter store bodega i Valby.
Stedet ville faktisk have rundet sit 100-års jubilæum i efteråret, men måtte lukke ned en måned før, skriver København Liv.
Nu kan du overtage bodegaen helt gratis – eller næsten. For gratis er det jo sjældent.
»Stedet kræver lydisolering og istandsættelse, og det forpligter man sig til, hvis man indgår en aftale om at overtage den gamle bodega. Til gengæld får man også afståelsesretten,« fortæller Mark Thilleman, erhvervsformidler hos Kornerup-Bang & Partner, som står for salget.
Derudover ligger den månedlige husleje på 28.000 kroner eksklusive moms.
Der er endnu ingen meldinger om interesserede købere, og det er uvist, om den legendariske bodega på Roskildevej 167 får en ny ejer.
