I ni år har Mosgaard Whisky solgt våde varer til tørstige kunder. 

Men nu drejer det fynske destilleri, der ligger i Oure, nøglen om, fordi Jes Rahbæk Mosgaard er ramt af sygdom. 

Sådan lyder det i et opslag fra den lokale virksomhed. 

»Livet kan ikke altid planlægges eller gå, som man håber. For lidt over ni år siden startede vi et nyt kapitel i vores liv, hvor vi ville forfølge vores drøm om at lave noget helt andet – og Jes fik lov til at forfølge sin passion for whisky,« indledes opslaget på Facebook

»De sidste to år har Jes været syg, og situationen har hele tiden forværret sig. Jes er udbrændt efter mange års arbejde i alt for højt gear, og det har givet nogle permanente kognitive skader som gør, at han ikke kan være med mere,« lyder det videre.

Mosgaard Whisky har flere gange gjort sig bemærket og vundet flere priser. 

I år vandt whiskyen Peated Bourbon Cask en femteplads ved Jim Murrays Whisky Bible – Best European Single Malt Whisky.