Direktør i Sinful er pludselig afgået ved døden: 'Stor sorg'
»Vores tanker og medfølelse går til familien i denne svære tid, og vi beder om ro af hensyn til Mortens kære.«

»Vores tanker og medfølelse går til familien i denne svære tid, og vi beder om ro af hensyn til Mortens kære.«

Den danske webshop Sinfuls medadministrerende direktør Morten Duch er uventet afgået ved døden.
Han blev 59 år.
Det oplyser Sinful til DetailWatch.
»Det er med stor sorg, at alle i Sinful har modtaget meddelelsen om Morten Duchs pludselige død. Morten var en meget vellidt, professionel og betydningsfuld kollega. Vores tanker og medfølelse går til familien i denne svære tid, og vi beder om ro af hensyn til Mortens kære,« lyder det fra Sinfuls anden direktør, René Lyngs Houmøller, i en skriftlig udtalelse til DetailWatch.
Rollen som administrerende direktør vil fremover alene være på René Lyngs Houmøllers skuldre efter Morten Duchs uventede død.
Dødsfaldet skete ifølge sexlegetøjswebshoppen mandag den 19. oktober.
Sinful blev grundlagt i 2008 af Mathilde Mackowski og Tonny Corydon Andersen og er i dag Nordeuropas største e-handelsvirksomhed inden for sexlegetøjsbranchen.
Udover Danmark er Sinful på markedet i Sverige, Norge, Finland, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Holland, Belgien, Østrig og Schweiz.