Thomas Haber Borch er færdig som direktør for Aarhus Havn.
Det melder havnen ud mandag efter en fælles aftale mellem parterne.
Thomas Haber Borch forlader sin stilling fra dags dato 15. december.
Han har været administrerende direktør for Aarhus Havn siden 1. juli 2020.
»Bestyrelsen anerkender den store indsats, som Thomas Haber Borch har ydet for Aarhus Havn gennem hårde år med corona-lockdown, forsyningskrise i verdenshandlen og et svært forløb om den foreslåede udvidelse af Yderhavnen,« udtaler bestyrelsesformand Susanne Juhl.
»Vi har dog i bestyrelsen valgt, at der er behov for en anden profil til at stå i spidsen for Aarhus Havns videre udvikling i fremtiden. Som bestyrelsesformand vil jeg gerne sige Thomas tak for hans store arbejde for havnens medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere,« fortsætter Susanne Juhl.
Den afgående direktør siger selv:
»Jeg har været meget glad for mine år som administrerende direktør for Aarhus Havn, hvor havnen har vundet markedsandele og har slået nye omsætningsrekorder. Det er ikke lykkes uden et tillidsfuldt samspil med kunder og forretningspartnere og støtte fra dygtige medarbejdere, hvis engagement og kompetence har været helt afgørende for de resultater, vi har skabt sammen.«
»Jeg ser frem til nye muligheder og tager mange gode erfaringer med mig videre,« siger Thomas Haber Borch.
