Martin Wiesener er færdig som administrerende direktør hos Home.

Onsdag oplyser mæglerkæden, at han selv har valgt at opsige sin stilling efter lige over to år i jobbet.

»Det har været en både spændende og udfordrende periode at stå i spidsen for Home. Vi har sat en ambitiøs retning og taget vigtige skridt i udviklingen af kæden. Jeg er stolt af det fundament, vi har skabt,« siger han i en pressemeddelelse.

2026 har indtil videre været et relativt turbulent år for Home.

Her er den suverænt største franchisetager blevet opsagt, mens der også er blevet annonceret en større fyringsrunde.

Indtil videre er det blevet besluttet af bestyrelsen at konstituere Pernille Hammer som administrerende direktør.

Snart vil en egentlig rekrutteringsproces gå i gang.

Fra bestyrelsesformand Kamilla Skytte lyder det:

»Home har været igennem en periode med store forandringer og har taget vigtige skridt for at styrke kæden og skabe et stærkt fundament for fremtiden,« siger hun:

»Vi ser nu frem mod næste fase, hvor vi skal bygge videre på Homes stærke position i markedet, vores samarbejde med franchisetagerne og vores ambition om at skabe de bedste kundeoplevelser.«